Transport til/fra Marco Polo Lufthavn
Marco Polo lufthavn – som på italiensk hedder Aeroporto Marco Polo – ligger kun 8 km nord for Venedigs centrum. Du har flere transportmuligheder fra Marco Polo Lufthavn i Venedig. Læs her hvilke.
Med Taxa
Taxaerne holder klar udenfor ankomsthallen. Og de kører ligesom busserne til Piazzale Roma, hvor al biltrafik ophører. Herfra skifter man til vandbusser. Du kan forvente at det koster ca. 40 euro at tage en taxa fra Marco Polo Lufthavn til Piazzale. Du skal være opmærksom på at man betaler ekstra for at få sin kuffert med i taxaen og på vandbussen.
Med bus
Billigst er det at benytte de lokale busselskaber, der kører flere gange i timen direkte fra Marco Polo lufthavn til Piazzale Roma i Venedig. Turen fra lufthavnen til Venedig centrum tager ca. 20 minutter med bus. Billetter købes i ankomsthallen hos ACTV eller hos ATVO, der også har mange afgange til badebyer langs kysten som fx Lido di Jesolo, Cavallino, Caorle, Eraclea Mare, Bibione og Lignano. Du kan tage linjen nr. 5 Aerobus, og turen koster 6 euro (11 euro for returbillet).
Med båd
Mest charmerende er det at tage bådene, der sejler flere gange i timen direkte fra Marco Polo lufthavn til Venedig med stop i bl.a. Murano, Fondamente Nove, Lido, San Zaccaria, San Marco, Zattere og Rialto. På den måde kommer du tættere på dit hotel. Vær opmærksom på, at der er flere ruter med farvekoderne blå, orange og rød. Find den rute, der mest direkte nærmer sig dit hotel. Billetter kan købes i ankomsthallen hos Alilagunas kontor, der er åben dagligt kl. 8-24. Det er også muligt at hyre en taxabåd fra Marco Polo lufthavn direkte til dit hotel i downtown Venedig. Det koster ca. 100 euro for op til fire personer og du kan købe billet i Marco Polo lufthavnens ankomsthal. Eller reserver hos Venezia Taxi eller Veneziana Motoscafi.