Indenfor i Dogepaladset i San Marco-kvarteret oplever du Senatssalen, hvor lovene blev vedtaget, og Timandsrådets Sal, hvor retsmaskineriet sikrede statens sikkerhed. Herfra var der ikke langt til torturkamrene og fængselscellerne på den anden side af Sukkenes Bro. Det kan varmt anbefales at tage en guidet tur gennem Dogepaladsets indre – turen går under navnet “Den hemmelige rejse”.
Indenfor i Dogepaladset
I Det Store Råds Sal i Dogepaladset ser du de store malerier, der glorificerer Venedig som den altid sejrende og retfærdige stat. Størst er kunstmaleren Tintorettos Paradis, der regnes for et af verdens største oliemalerier med dimensionerne 7 x 24 meter.